
Ked af det
Mange andre, der har en alvorlig syg mor eller far, fortæller, at de tit bliver kede af det. Måske er du også nogle gange rigtigt ked af det og synes ikke længere, det er sjovt at være sammen med eller lege med dine venner. Måske synes du heller ikke, det er sjovt at gå til dine fritidsaktiviteter mere. Det er helt normalt i perioder at føle, at noget af eller hele glæden er væk. Der kan være mange grunde til, at man er ked af det. Andre fortæller, at de bliver kede af det, fordi de måske ikke ved, om deres mor eller far bliver rask, eller fordi de ikke ved, hvad deres mors eller fars sygdom betyder for deres liv. Andre bliver kede af noget helt andet. Mathias, som er en dreng på 9 år, fortæller: ’Jeg sad bare og græd og tænkte hele tiden på, om min far skulle dø’. Marie, som er en pige på 13, fortæller: ’Jeg græd, bare der var nogen, som kom til at røre ved mig ovre i skolen. Jeg kunne pludselig knække helt sammen’. Nogle gange er du måske glad; men så ser eller hører du noget, der får dig til at tænke på din familie, og det kan måske gøre dig ked af det. Det er helt naturligt, selvom det kan føles irriterende at blive ked af det, når nu man var midt i noget andet.
Hvad kan hjælpe?
Få teksten læst højt
Klik på en af billederne
Læs mere om hver følelse…






Hvis du har brug for at tale med nogle andre om det hele
Nogle gange har man brug for at tale om alle de tanker, der kan køre rundt i hovedet. Måske har du ikke én, du føler, du kan gå til, der både vil lytte til og prøve at forstå, hvad du siger. Hvis det er sådan, du har det, så prøv enten at besøge Børn, Unge og Sorgs eller Børnetelefonens hjemmeside. Begge steder har et forum, hvor du kan skrive med andre børn, chat, brevkasser, og et telefonnummer du kan ringe til, hvis du har brug for en stemme i den anden ende.