SÅDAN STØTTER DU BØRN PÅ HOSPITALET

 

 

u

Ved du hvordan, du kan gøre besøg på hospitalet til en god oplevelse for børnene?

Som sundhedsprofessionel er det vigtigt, at du er opmærksom på børnene, når de er på besøg, at du får dem til at føle sig velkomne, og at du forsøger at skabe tryghed og tillid. 

Hvad kan du gøre?

 

Fortæl hvem du er, og hvad du laver

Vis evt. rundt på afdelingen

Udvis venlighed og vær bekræftende

Accepter afvisninger

Spørg de ældre børn hvordan de har det, idet de ofte føler sig overset på hospitalet og gerne vil spørges

Vurder om de har behov for samtale og tilbyd det om muligt

Det er vigtigt, at det er dig som sundhedsprofessionel, der starter samtalen med at fortælle, og at du ikke blot spørger om barnet har noget at spørge om – det kan du evt. gøre, når du selv har fortalt.

Ved besøg på hospitalet kan børn evt. hjælpe med små opgaver – som at hente et glas saftevand, hjælpe med at skubbe en kørestol (hvis en sådan anvendes) eller lignende, men opgaverne skal selvfølgelig være tilpasset barnet og barnets alder.

Hvis det er muligt, kan sundhedspersonalet lade de mindre børn lege med hospitalsting, f.eks. bandager, dropposer eller andet – det kan hjælpe barnet med at bearbejde de svære følelser i forbindelse med forældres alvorlige sygdom.

Sådan taler du med børn om det hverdagsagtige

Spørg ind til barnets hverdag for at skabe en god relation til barnet og for at få et godt udgangspunkt for en eventuel senere snak om sværere emner.

Inspirationsspørgsmål:

  • Hvilken klasse går du i?
  • Hvad er dine fritidsinteresser?
  • Hvad kan du lide at lave i fritiden?
  • Hvad kan du lide at lege med?
  • Hvad hedder din bamse?
  • Har du søskende?
  • Hvem er i din familie?
  • Hvor bor du?
  • Har du dit eget værelse?
  • Har du en kæreste?

 

Sådan taler du med børn, der er kede af det eller er i sorg

Når børn og unge mister en forælder eller lever med en forælder, der er alvorligt syg, kan man som voksen omkring barnet let føle sig utilstrækkelig. Det er helt naturligt, for man er utilstrækkelig. Du kan ikke ændre ved de barske livsvilkår. Det du kan gøre, er at være der for barnet som en ledsager gennem den svære tid. Det er ikke en opgave, der kræver en masse tid, men en opgave der kræver medmenneskelighed; at du tilkendegiver, at du er der, og viser sin opmærksomhed.

Det vil naturligvis være begrænset, hvor meget du som sundhedsprofessionel kan være der for barnet, da du typisk ikke har daglig kontakt til barnet. Der kan dog alligevel opstå situationer, hvor det som sundhedsprofessionel kan være godt at vide, hvordan man kan hjælpe et barn, der er ked af det eller er i sorg.

Særligt kan det være vigtigt for de lidt ældre børn, at du som sundhedsprofessionel husker at spørge ind til, hvordan de har det. De lidt ældre børn har en god fornemmelse for, hvad der sker omkring dem. De kan derfor også lettere føle sig overset på hospitalet og alene med deres tanker og følelser. Du kan f.eks. sige ’jeg har set, at du kommer en del og besøger din mor, og jeg kom til at tænke på, hvordan du har det med alt det her?’

Spørg til følelser og tanker

Du bør aflaste, ikke aflede den sørgende. Du kan spørge til sorgen, for eksempel kan du sige:

  • Hvad tænker du på?
  • Hvornår savner du mor/far?
  • Hvad savner du?
  • Hvad længes du efter?
  • Hvad er rart?
  • Hvad er svært?

 

Lyt og vær nysgerrig

Når du snakker med barnet, så lyt og udvis nysgerrighed. Det viser, at du er interesseret i barnet.

Når børn spørges ind til deres tanker og følelser, reagerer de forskelligt afhængig af deres alder og personlighed. Små børn kan finde på at lege videre eller tale om noget andet. De yngste teenagere kan have tendens til at lukke ned, virke uberørte, trække sig tilbage på værelset og ikke ville tale – de kan have behov for at være private om deres tanker og følelser. Det betyder ikke, at de er ligeglade eller ikke vil tale.  For teenagerne er det en normal og naturlig proces at lukke ned eller trække sig tilbage. I denne situation kan du forklare dig og fortælle, at du spørger, fordi du bekymrer sig.

En måde at hjælpe samtalen i gang er ved at give udtryk for, at det ikke er unormalt at reagere som barnet gør, og at det ikke er unormalt at have de følelser og tanker, som han eller hun har. F.eks. kan du sige: ’Mange børn bliver vrede, når deres far bliver syg’ eller ’mange børn tænker på, om det er deres skyld, at deres mor blev syg’.

 

Udvis empati, anerkend, giv rum og respektér barnets følelser

Alle børn har i forbindelse med forældres alvorlige sygdom, ulykke eller død brug for, at der er nogen, der tør lade virkeligheden være lige så tung, svær, fortvivlende og forandret, som den er. Det er vigtigt at respektere og tage børnenes og de unges følelser alvorligt og ikke prøve at tage deres følelser væk eller negligere dem. Du bør udvise empati, anerkendelse og give rum for de svære følelser.

Det kan være svært blot at lytte, rumme og anerkende, da man som voksen oftest gerne vil kunne afhjælpe eller fjerne de svære følelser fra barnet. Men det er vigtigt at tillade barnet at blive i den følelse, der gives udtryk for – du skal aflaste ikke aflede. Det at sige følelserne højt og mærke, at en voksne kan rumme og anerkende følelserne, kan i sig selv være nok til, at barnet føler sig hørt og forstået – og dermed lette barnet.

Du kan trøste barnet, og du kan fortælle barnet, at det ok at have de følelser, som barnet har (’du må godt være vred’), og forklare, at det er normalt (jeg kender en dreng, der havde en meget syg far, og han blev vred). Du kan også forsikre barnet om, at det med tiden bliver bedre, selvom det kan være svært at tro på lige nu, og du kan fortælle barnet, at du godt kan forstå, at det er hårdt og svært.

Sådan taler du med børn om eksistentielle spørgsmål

Samtaler af eksistentiel karakter vil være forbeholdt de lidt ældre børn (ca. 13-18 år), da det kræver et vist niveau af forståelse og refleksion at kunne tænke over de mere eksistentielle aspekter af livet. Skolebørn vil dog også kunne stille spørgsmål ved det retfærdige i de hændelser, som de bliver udsat for, f.eks. ’Hvorfor er det lige min mor, som har fået kræft?’ De kan derfor også ofte deltage i samtaler om mening og meningsløshed.

 

Børn og unges religiøsitet

Førskolealderen – Barnets religiøse tænkning er intuitiv. Verden opleves som levende, den har vilje, følelser og ønsker – ligesom barnet selv. Barnets kan opleve sig som ét med solen, naturen og med Gud, hvis barnets primære omsorgspersoner også udtrykker tanker, der rettes mod Gud. I barnets søgen efter mening og forsøg på at forstå sammenhænge, kan ’Gud’ afprøves som svar på de mange spørgsmål. Barnets forestilling om Gud som almægtig hænger ofte sammen med dets forestilling om forældrenes almægtighed.

Børn mellem syv og tolv år – Barnets religiøse tænkning er konkret. Barnet grubler ofte over de store livsspørgsmål og opdager, at dets forældre ikke er almægtige, men laver fejl. Det kan gøre børn bange, fordi de oplever, at de ikke er sikret mod, at ondt kan ske, og at sygdom og død kan ramme. Disse egenskaber overføres lidt efter lidt på Gud, hvis barnet vokser op i en familie, hvor der ofte tales om Gud. Mange børn bevarer en følelsesmæssig forundring over mange ting, og omgiver mange ting i tilværelsen med en gådefuld mystik.

Teenagere og unge – Teenagere og unges religiøse tænkning er abstrakt. Gud kan opfattes som en åndelig realitet, og kan opfattes som én, man kan have et personligt forhold til – en ven. Gud vil ofte både være nær og fjern. Forholdet til Gud kan være præget af store omskiftelser og usikkerhed, ligesom identitet og tilhørsforhold kan have samme bevægelige karakter for teenagere og unge.

Samtalen – I en samtale med børn og unge om religiøse emner, er det vigtigt at tage børnenes og de unges tanker og overvejelser alvorlige, samt at være villig til at indgå i en dialog på barnets og den unges alderssvarende niveau.

Ved dødsfald kan det for mange børn og unge være forbundet med stor trøst at tænke på, at den mistede befinder sig i himlen, hos Gud, på en stjerne eller lignende. Der er ofte også stor trøst forbundet med tanken om, at den mistede, trods død, støtter og holder øje med barnet og den unge. Børn og unge kan have efterlivsforestillinger, som er trøstende, og som giver dem ressourcer til at klare en kaotisk tid med følelsesmæssig belastning.

Inspirationsspørgsmål:

Herunder er listet nogle spørgsmål op, som du kan hente inspiration i, hvis du står i en situation, hvor et pårørende barn har brug for en snak af eksistentiel karakter.

  • Hvad fylder mest for dig lige nu?
  • Hvad giver mening lige nu?
  • Hvad gør dig glad?
  • Hvad kan du godt lide at lave?
  • Hvad trøster dig, når du har det svært?
  • Hvem har du, der kan trøste dig, når det er svært?
  • Tror du på en Gud?
    • Hvilken betydning har det for dig, at du har en tro?

Ved dødsfald:

  • Hvor tror du mor/far er nu?
  • Tror du, der er andre, der passer på din mor eller far, nu når hun eller han ikke er her mere?

 

At tale om mening og meningsløshed

Det kan hjælpe at tænke mening som delt i mening med og mening i. Spørgsmål om mening med går som regel på et overordnet formål, eksempelvis ’hvad er meningen med, at min mor er alvorligt syg?’ ’Hvad er meningen med, at min far skal dø?’ ’Hvad er meningen med, at jeg skal opleve det?’ Nogle børn kan have et personligt livssyn, der gør, at mening med er noget, der sker, og det skal naturligvis respekteres. Man skal dog være forsigtig med at foreslå en mening med, da det kan være meget svært, hvis ikke umuligt, at komme med et bud på, hvad meningen er med at et barns forælder eksempelvis bliver alvorlig syg. Derimod kan det være en god idé at spørge ind til meningen i det, der sker. Eksempelvis: ’Det er meningen, at jeg skal være mere sammen med min far. Det er meningen, at jeg skal blive bedre til at huske på alle de gode ting i mit liv’

Ofte, når børn eller unge rejser meningsspørgsmål på et overordnet plan som f.eks. ’hvad er meningen med livet?’, er det ikke et spørgsmål, der kræver et svar, men et smerteudbrud eller en klage, og dermed et ønske om trøst.

Du kan hjælpe barnet eller den unge ved at dele tvivlen og ved f.eks. at sige:

’Jeg ved ikke, hvad meningen er, eller om der er en mening med det!’ eller

’Måske er livet hverken retfærdigt eller uretfærdigt, måske er det der bare, indtil det ikke er der mere’

Det kan bagefter give god mening at lede mening med-spørgsmålet over til mening i-spørgsmål og åbne for en snak med barnet eller den unge om, hvorvidt han eller hun kan finde en mening i situationen.

Spørgemetode til at tale med børn

Metoden kan anvendes til at åbne for en samtale med barnet eller den unge eller ved bekymring for barnet eller den unge. Metoden kan anvendes på alle børn og unge og af både sundhedspersonalet og forældrene.

Man skal være opmærksom på, at især små børn går ud og ind af det svære, og at det derfor kan være svært at fastholde deres opmærksomhed i længere tid. Derfor skal man gribe muligheden, når den er der, og vende tilbage til emnet senere.

Metoden er inddelt i 5 trin. Metoden er lånt fra Kræftens Bekæmpelse

 

Beskriv for barnet eller den unge, hvad du har lagt mærke til.

’Jeg har lagt mærke til, at du er blevet mere stille på det seneste’ eller

’Jeg har lagt mærke til, at du tit bliver irriteret’ eller (hvis det er en forælder)

’jeg har lagt mærke til, at du bliver lidt stille, når jeg taler om, at jeg kan dø af min sygdom – at du helst ikke vil tale om det.’

Del din opfattelse af hvorfor du tror, det sker.

Giv gerne flere eksempler, så barnet eller den unge kan vælge det, der passer bedst:

’Jeg tror, det handler om, at du er rigtigt bekymret for …’ eller

’Jeg tror, det handler om, at din fars sygdom fylder meget, og at der derfor er mindre overskud, og det er rigtig irriterende og hårdt’ eller

’Jeg tror, det handler om, at det er svært at forstå, hvad det betyder. Det kan også være, fordi du bliver meget ked af det og ikke vil tænke på det.’

Børn og unge har nemmere ved at forholde sig til dine fortolkninger af situationen, end ved selv at skulle forholde sig til, hvorfor han/hun f.eks. er irriteret. Evnen til at lave fortolkninger af ens egne reaktioner og adfærd kræver modenhed, men barnet/den unge kan ofte godt forholde sig til de mulige fortolkninger, som du kan give, og vurdere, om der er en, som er den rigtige.

Hvad tænker du om det, jeg siger.

Inviter barnet eller den unge til at fortælle om de fortolkninger, du har lavet:

’Hvad tænker du om det, jeg har sagt?’ eller

’Lyder det rigtigt, det jeg siger?’

De mindre børn kan med fordel hjælpes på vej ved at tegne det, som de gerne vil fortælle eller udtrykke:

’Kan du tegne det, du tænker (om det, jeg har sagt)?’

 Når børn tegner, kan nogle af de tanker og følelser som børn har svært ved at sætte ord på komme frem.

Anerkend barnets reaktioner.

Anerkend det barnet eller den unge fortæller, og at han/hun har det på den måde:

’Det er helt normalt at føle sådan’ eller

’Jeg kender (har hørt om) flere, der havde det på samme måde’ eller

’Det er helt ok at have de følelser og reaktioner’

’Jeg kan godt forstå, du har det sådan, når der er mange nye ting at tænke over, og man bliver både bange og ked af det, når man får at vide, at mor skal dø. ’

 

Tal sammen om hvad der kan gøres for at hjælpe barnet eller den unge

Få øje på muligheder for, at barnet eller den unge kan blive hjulpet med at få det bedre igen:

’Vil det være en hjælp hvis….’ Eller

’Hvad tror du ville gøre det lettere at tale om det, du går og tænker på’

 

Pin It on Pinterest