SÅDAN KAN DU TALE MED DIT BARN OM SYGDOMMEN
GODE RÅDSom forældre vil man typisk gerne, så vidt muligt, beskytte sine børn mod livets barske vilkår, og det kan derfor være svært at vide, hvor meget man skal fortælle sit barn om ens eller ens partners sygdom. Det er dog vigtigt, at du er åben og ærlig i din kommunikation om sygdommen med dit barn, og at du giver dit barn specifik viden om sygdommen gennem hele sygdomsforløbet. Generelt trives børn bedst med at blive inddraget og få fortalt sandheden, også om sygdom, ulykker og dødsfald, bare det bliver gjort på en hensynsfuld og alderssvarende måde. Børn vil typisk godt kunne fornemme, at der er noget galt, og hvis de ikke inddrages, kan de nemt blive forvirrede over de blandede signaler, samt komme til føle sig isolerede og udenfor. Mangel på inddragelse kan også sætte gang i fantasifulde forestillinger, der ofte er mere problematiske og skræmmende end selve virkeligheden. Særligt for teenagere kan manglende inddragelse føre til, at de mister tilliden til dig som forælder, fordi de kan føle, at der er blevet løjet for dem.
At fortælle åbent og ærligt om sygdommen betyder ikke nødvendigvis, at du skal fortælle alt, men at det du fortæller skal være korrekt. Den mængde af information du giver skal være tilpasset dit barns alder, og det kan derfor være en god ide at overveje hvilken viden, der er relevant at give dit barn.
Nedenfor kan du finde råd om, hvem der kan fortælle om sygdommen, hvornår og hvordan samtalen kan gribes an, og hvordan du kan alderstilpasse informationen. Du kan også få ideer til, hvilken viden dit barn har brug for.
Hvem skal fortælle om sygdommen?
Det bedste er, hvis det er dig eller dit barns anden forælder, der fortæller som sygdommen, fordi det er jer, som jeres barn kender bedst og er tryggest ved. Hvis I som forældre ikke selv kan magte eller har mulighed for at fortælle om sygdommen, kan det også være en anden voksen, som barnet er tryg ved og kender godt f.eks. en bedsteforælder.
Hvornår i sygdomsforløbet er det bedst at fortælle det?
Det er bedst at inddrage dit barn tidligt i forløbet. Børn er hurtige til at fornemme, at der er noget galt. Inden I fortæller om sygdommen, kan det være godt, at du som forælder har sundet dig lidt og ikke er for følelsesmæssigt overvældet af situationen. Din ængstelse vil smitte af på dit barn og vil gøre ham/hende mere urolig end nødvendigt.
Det er en god ide at vælge et tidspunkt, hvor dit barn er frisk og ikke skal noget efterfølgende, så der er god tid og ro til at være sammen. Samtalen med dit barn behøver ikke at foregå siddende ved et bord – det kan på nogle virke for konfronterende. I stedet kan I tale sammen under en gåtur eller under en stille fælles aktivitet i hjemmet, f.eks. mens I bager, dækker bord eller lægger puslespil – noget der fjerner fokus fra det lidt svære emne og giver barnet mulighed for ’at glemme lidt’ ved f.eks. at kunne kigge væk.
Det er en god ide at vælge et tidspunkt, hvor dit barn er frisk og ikke skal noget efterfølgende, så der er god tid og ro til at være sammen. Samtalen med dit barn behøver ikke at foregå siddende ved et bord – det kan på nogle virke for konfronterende. I stedet kan I tale sammen under en gåtur eller under en stille fælles aktivitet i hjemmet, f.eks. mens I bager, dækker bord eller lægger puslespil – noget der fjerner fokus fra det lidt svære emne og giver barnet mulighed for ’at glemme lidt’ ved f.eks. at kunne kigge væk.
Hvordan skal jeg fortælle det?
Når du har bestemt dig for, at dit barn skal inddrages i situationen, kan det være en god ide at forberede dig selv på samtalen, f.eks. ved at udfærdige nogle helt konkrete sætninger.
En god ide er at fokusere på det, som du konkret ved, og på det, som du tror og håber.
Fokuser på hvad du konkret ved, f.eks.:
’Nu skal jeg have medicin i en måned og bagefter skal lægerne se, om den har hjulpet til at fjerne sygdommen, eller om jeg skal have mere medicin’
Fokuser på hvad du tror og håber, f.eks.:
’Jeg tror, at medicinen kan dræbe sygdomme’ eller ’Jeg håber, at lægerne kan gøre mig rask’
Børn går ud og ind af det svære og kan finde på at lege midt i en alvorlig samtale eller spørge om, hvad I skal have til aftensmad. Det er helt naturligt, at børn tager information ind i små bidder og i et tempo, der tillader, at de kan bearbejde den nye information og de tanker og reaktioner, som den afstedkommer. Du behøver derfor ikke at fortælle alle detaljer med det samme – det kan gøre det for uoverskueligt for dit barn. Hold i stedet gang i samtalen over tid.
Det kan være en god hjælp at forstå det at tale med dit barn om sygdommen eller dødsfaldet og de ændringer i livssituation, som det fører med, som en proces snarere end som en enkelt begivenhed. Børn har løbende behov for nye forklaringer, særligt når de udvikler sig og eller sygdomssituationen udvikler sig.
Se flere råd om at kommunikere med dit barn under de forskellige aldersgrupperinger.
Hvilken viden om sygdommen skal jeg fortælle?
Grundlæggende har dit barn brug for viden om sygdommen. Det har brug for at vide, hvad der skal ske, og hvad det betyder for jeres dagligdag, da det kan give en følelse af tryghed og forudsigelighed. Den viden om sygdommen, som dit barn har brug for, er naturligvis afhængig af barnets alder. Jo mindre barnet er, desto mindre specifik viden om sygdommen har han eller hun brug for. Nedenfor er nogle ideer til, hvilken viden dit barn har brug for:
- Hvad er diagnosen?
- Hvad er årsag til sygdommen?
- Hvordan vil sygdommen forløbe, og hvad er sygdommens prognose?
- Er sygdommen mulig at behandle og hvordan?
- Hvilken grad af funktionsnedsættelse vil sygdommen have for dig, og hvilken betydning vil det have for, hvad du kan gøre med dit barn?
- Hvordan kommer sygdommen til at påvirke familiens dagligdag? Forklar helt konkret dit barn, hvad sygdommen og behandlingen kommer til at betyde. F.e.sk at du bliver meget træt, og du derfor ikke kan spille fodbold med dit barn.
- Hvilke behov for pleje af dig giver sygdommen?
- Er sygdommen synlig for omverdenen?
KOMMUNIKATION MED BØRN PÅ FORSKELLIGE ALDERSTRIN
Hvordan kommunikerer jeg om sygdommen med mit lille barn (0-2 år)?
Børn i denne alder vil ikke kunne forstå sygdom, som ikke kan ses. Det betyder dog ikke, at de ikke skal have viden om sygdommen. Selvom det er svært at have en decideret samtale med et helt lille barn, giver det alligevel mening at fortælle dit barn om situationen. Små børn har også brug for at være en del af fællesskabet, særligt i belastede situationer. Lad evt. dit lille barn være til stede under samtalen, hvis der er andre børn. En god ide er at lade ham eller hende sidde på skødet med lidt legetøj, mens du fortæller, for at give ekstra tryghed. Herunder er nogle råd til, hvordan du kan gribe en samtale om sygdom an med dit lille barn:
- Fortæl kort om sygdommen til dit barn uden at give for meget viden og mange detaljer om sygdommen
- Hold samtalerne korte med lidt information ad gangen – dit barn kan ikke rumme for meget på en gang. Tag samtalen op løbende.
- Giv dit barn mulighed for at gå til og fra samtalen. Det er en måde, barnet afleder sig selv på og tager information ind i et tempo, som han eller hun kan magte.
- Brug enkle, konkrete ord og undgå metaforer, når du fortæller. Dit barn kan let misforstå metaforer og blive forvirret eller bange.
- Dit barn har i høj grad brug for at få de følelser, som han eller hun mærker, afstemt og spejlet hos dig. Hvis dit barn f.eks. fornemmer, at du er ked af det, kan du hjælpe med at sætte ord på de følelser, som du forestiller dig, at dit barn har lige nu. ”Jeg kan godt forstå, hvis du bliver ked af det nu, for du kan nok mærke, at jeg også er ked af det”.
Hvordan kommunikerer jeg om sygdommen med mit børnehavebarn (3-6 år)?
Børn i denne alder vil ikke kunne forstå sygdom, som ikke kan ses. Det betyder dog ikke, at de ikke skal have viden om sygdommen. Dit barn har særligt brug for at blive inddraget i fællesskabet i belastede situationer. Vær opmærksom på at dit barns sprog endnu ikke er helt udviklet, og at han eller hun tænker meget konkret og derfor nemt kan misforstå ord eller tillægge dem en anden betydning. Dit barn gør sig sine egne forestillinger, der ofte bygger på fantasi og tilfældigheder. Herunder er nogle råd til, hvordan du kan gribe en samtale an med dit børnehavebarn:
- Fortæl kort om sygdommen til dit barn uden at give for meget viden og mange detaljer om sygdommen. Fortæl gerne navnet på sygdommen for at gøre det mere konkret for dit barn.
- Hold samtalerne med dit barn korte og giv lidt information ad gangen – dit barn kan ikke rumme mange informationer på en gang. Tag samtalen op løbende.
- Giv dit barn mulighed for at gå til og fra samtalen, det hjælper barnet med at bearbejde de nye informationer
- Forklar dit barn, hvor sygdommen sidder, brug bøger, dukker/bamser eller tegninger til at forklare.
- Når du forklarer om sygdommen, brug da enkle, konkrete ord og undgå metaforer, som dit barn let kan misforstå.
- Spørg ind til, hvad dit barn har forstået, og få rettet eventuelle misforståelser.
- Spørg dit barn, hvad det tænker om det, der er blevet fortalt.
- Opfordr dit barn til løbende at spørge og fortæl, at du vil svare åbent og ærligt på spørgsmålene.
- Forsikr dit barn om, at han eller hun ikke på nogen måde er skyld i sygdommen. Børn i denne alder kan tolke dårlige ting og begivenheder som straf og kan derfor let få dårlig samvittighed. De har derfor brug for at blive forsikret om, at det hverken er deres eller deres handlingers skyld, at deres forældre er blevet syge eller dør.
- Fortæl heltehistorier: ’Lægerne giver mor den stærkeste medicin’ eller ’Ambulancen kørte mor så hurtig den kunne til hospitalet’, så de ved, at der bliver gjort alt for, at mor kan få det bedre.
Hvordan kommunikerer jeg om sygdommen med mit skolebarn (7-12 år)?
Skolebørn begynder at kunne tænke logisk og forstå årsagssammenhænge og konsekvenser af deres egne og andres handlinger. Abstrakte begreber som ’længe’, ’død’ og ’altid’ begynder også at blive forståelige, og dermed bliver de mere bevidste om, hvad alvorlig sygdom og død kan betyde for dem selv og familien. Børn i denne alder begynder at kunne skelne mellem sygdommen og dens årsag, men det kan være svært at forholde sig til en sygdom, der ikke kan ses. Herunder er listet nogle råd til, hvordan du kan gribe samtalen an med dit skolebarn:
- Fortæl gerne dit barn lidt detaljer om sygdommen.
- Forklar dit barn hvor sygdommen sidder.
- Forklar og fortæl dit barn i et konkret sprog, brug gerne et billede, en bamse eller lignende, hvis det er svært for dit barn at forstå.
- Forklar hvad lægerne gør for at hjælpe dig, f.eks. hvilken medicin du får, hvor ofte du skal tage den, hvor tit du skal på hospitalet mv.
- Spørg ind til, hvad dit barn har forstået, og få rettet eventuelle misforståelser.
- Spørg dit barn, hvad han eller hun tænker om det, der er blevet fortalt.
- Giv tid til spørgsmål, også over tid. Børn kan spørge om det samme mange gange.
- Opfordr dit barn til løbende at spørge og fortæl, at du vil svare åbent og ærligt på spørgsmålene.
- Forsikr dit barn om, at han eller hun ikke har nogen andel i sygdommen
Hvordan kommunikerer jeg om sygdommen med min teenager (13-18 år)?
Teenagere forstår på niveau med voksne. Din teenager kan allerede have viden om eller kende til din sygdom, og vil typisk selv søge information på internettet eller fra andre, der har oplevet noget lignende. Dette kan være både godt og skidt, da oplysningerne kan være af svingende kvalitet, og teenageren kan nemt blive meget bekymret. Herunder er nogle råd til, hvordan du kan gribe en samtale an med din teenager:
- Giv din teenager så meget information om sygdommen, som han eller hun ønsker og kan rumme.
- Giv løbende besked, når der sker nyt.
- Lad være med at skjule noget for din teenager.
- Fortæl at sundhedspersonalet gør alt for at hjælpe dig eller din partner.
- Giv dig god tid til at besvare din teenagers spørgsmål.
- Opfordr din teenager til løbende at spørge og fortæl, at du vil svare åbent og ærligt på spørgsmålene.