VIDEN OM BØRN SOM PÅRØRENDE

Hvordan kan du rådgive og vejlede forældrene om deres børns behov

I denne menu kan du finde den viden om børn som pårørende, som du skal bruge for at kunne rådgive og vejlede forældrene om deres børns behov. Den præsenterede viden er derfor mest relevant for forældrene, men du har også brug for denne viden for at kunne rådgive forældrene.  Meget af den præsenterede viden vil du naturligvis også kunne bruge i dit direkte møde med pårørende børn.

Denne side er opdelt efter tre emner, så du let kan finde den viden, du har brug for. Så klik på en af nedenstående emner for at læse den valgte sektion. 

 

Inddragelse og information
Børns krise- og sorgreaktioner
Generel støtte og inddragelse af net­værk

Inddragelse og information

Forældre vil typisk gerne beskytte deres barn mod livets barske vilkår, og det kan derfor være svært at vide, hvor meget de skal fortælle deres barn om sygdommen. Det er dog vigtigt at være åben og ærlig over for barnet, når der kommunikeres om sygdommen, og at give barnet specifik viden om sygdommen gennem hele sygdomsforløbet. Generelt trives børn bedst med at blive inddraget og få fortalt sandheden, også om sygdom, ulykker og dødsfald, bare det bliver gjort på en hensynsfuld og alderssvarende måde. Børn vil typisk godt kunne fornemme, at der er noget galt, og hvis de ikke inddrages, kan de nemt blive forvirrede over de blandede signaler, samt komme til at føle sig isolerede og udenfor. Mangel på inddragelse kan også sætte gang i fantasifulde forestillinger, der ofte er mere problematiske og skræmmende end selve virkeligheden. Særligt for teenagere kan manglende inddragelse føre til, at de mister tilliden til forældrene, fordi de kan føle, at de ikke er blevet fortalt sandheden. At fortælle åbent og ærligt om sygdommen betyder ikke nødvendigvis, at alt skal fortælles, men at det, der fortælles, skal være korrekt. Den mængde information der gives, skal være tilpasset barnets alder, og det kan derfor være en god ide at overveje, hvilken viden der er relevant at give et barn. Nedenfor kan du finde råd om, til hvem og hvornår der kan fortælles om sygdommen, hvordan en dårlig besked kan gives, og hvordan du kan alderstilpasse informationen. Du kan også få ideer til, hvilken viden børn har brug for. Rådene er mest henvendt til forældrene, men du kan også bruge dem som sundhedsprofessionel, hvis du står i en situation, hvor du skal fortælle et barn om sygdommen.

Hvem og hvornår?

Det bedste er, hvis det er forældrene, der selv fortæller om sygdommen, fordi det er dem, som barnet kender bedst og er tryggest ved. Hvis forældrene ikke selv kan magte eller har mulighed for at fortælle om sygdommen, kan det også være en anden voksen, som barnet er tryg ved og kender godt, f.eks. en bedsteforælder. Du kan også som sundhedsprofessionel tilbyde at fortælle om situationen til barnet, helst mens en af barnets forældre er til stede, hvis det er for svært for forældrene selv. Det skal naturligvis altid ske med samtykke fra forælderen.

Det er bedst at inddrage barnet tidligt i forløbet. Børn er hurtige til at fornemme, at der er noget galt. Inden forældrene fortæller om sygdommen, kan det være godt, at de har haft mulighed for at sunde sig lidt og ikke er for følelsesmæssigt overvældede af situationen. Børn fornemmer meget hurtigt en forælders ængstelse.

Det er en god ide at vælge et tidspunkt, hvor barnet er frisk og ikke skal noget efterfølgende. Samtalen med barnet behøver ikke at foregå siddende ved et bord – det kan på nogle virke for konfronterende. Samtalen kan i stedet fortages på en gåtur eller under en stille fælles aktivitet – noget der fjerner fokus fra det lidt svære emne, og derved giver barnet mulighed for ’at glemme lidt’ ved f.eks. at kunne kigge væk.

Hvordan en dårlig besked kan gives (herunder overbringelse af en alvorlig diagnose)

Herunder finder du gode råd til, hvordan forældre kan give deres barn en dårlig besked eller overbringe en alvorlig diagnose. Du kan naturligvis også selv bruge nogle af rådene, hvis du står i en situation, hvor du skal give et barn en dårlig besked.

 

  • Giv beskeden i rolige private omgivelser
  • Forbered dig på, hvad du vil sige og ikke vil sige
  • Forbered dig mentalt
  • Tilpas informationen til barnets alder
  • Vær i øjenhøjde med barnet – det gør ofte barnet mere trygt
  • Signalér til barnet, at der kommer en dårlig besked, så barnet kort har mulighed for at forberede sig.
  • Giv beskeden kort og præcist og start ikke med lange indledninger.

 

Eksempelvis:Jeg skal desværre give dig en trist nyhed (signal om dårlig nyhed). Vi har fundet en knude i din mors bryst, og vi har i dag fundet ud af, at hun har brystkræft. Din mor skal opereres i næste uge’

 

  • Giv bagefter plads til reaktioner og vær bevidst om, at børn kan reagere forskelligt.
  • Hold evt. om barnet, tag det i hånden eller hav anden fysisk kontakt. Fysisk nærhed fortæller tydeligere end noget andet, at barnet ikke er alene
  • Giv plads til og tillad, at forælderen også kan blive ked af det. Børn kan godt tåle at se deres forældre vise følelser, hvis de samtidig viser deres barn, at de kan yde omsorg for ham eller hende og give tryghed. Ved at vise deres tristhed viser forældrene, at det er en naturlig reaktion, og at det er ok at være kede af det sammen.
  • Spørg barnet, hvad han eller hun har hørt og forstået for at klarlægge misforståelser. Ret eventuelle misforståelser.
  • Spørg, om der er spørgsmål til det, der er blevet fortalt.
Viden om sygdommen og formidling af denne viden

Det er vigtigt at give børn specifik viden om sygdommen gennem hele sygdomsforløbet. Informationerne skal naturligvis være tilpasset det enkelt barns alder og forståelsesevne. Oftest vil den viden, som børn har brug for, være viden om sygdommens art, varighed, årsag, symptomer og behandling. Herunder er nogle ideer til den viden, som børn har brug for i forbindelse med en forælders sygdom.

 

Viden om sygdomsrelaterede faktorer:

  • Hvad er diagnosen?
  • Hvad er årsag til sygdommen?
  • Hvordan vil sygdommen forløbe, og hvad er sygdommens prognose?
  • Er sygdommen mulig at behandle og hvordan?
  • Hvilken grad af funktionsnedsættelse vil sygdommen have for forælderen, og hvilken betydning vil det have for, hvad forælderen kan gøre med barnet?
  • Hvordan kommer sygdommen til at påvirke familiens dagligdag?
  • Hvilket behov for pleje af forælderen giver sygdommen?
  • Er sygdommen synlig for omverden?

 

Når en forælder eller du som sundhedsprofessionel skal fortælle om for eksempelvis behandlingen, er det vigtigt ikke at love mere end der kan holdes. Fokusér i stedet på det du konkret ved, f.eks.:

Forælder: ’Nu skal jeg (mor) have medicin i en måned, og bagefter skal lægerne se, om den har hjulpet til at fjerne sygdommen, eller om jeg (mor) skal have mere medicin’.

Sundhedspersonale: ’Nu skal din mor have medicin i en måned, og bagefter skal vi se, om den har hjulpet til at fjerne sygdommen, eller om din mor skal have mere medicin’.

 

Fokusér på hvad du tror og håber, f.eks.:

Forælder: ’Jeg tror, at medicinen kan dræbe sygdommen’ eller ’Jeg håber, at lægerne kan gøre mig rask’.

Sundhedspersonale: ’Jeg tror, at medicinen kan fjerne din mors sygdom’ eller ’Jeg håber, at vi kan gøre din far rask’.

Den aldersbestemte støtte

Kommunikation om sygdommen med det lille barn (0-2 år)

Børn i denne alder vil ikke kunne forstå sygdom, som ikke kan ses. Det betyder dog ikke, at de ikke skal have viden om sygdommen. Selvom det er svært at have en decideret samtale med et helt lille barn, giver det alligevel mening at fortælle barnet om situationen.  Små børn har brug for at være en del af fællesskabet, også i belastede situationer. Lad evt. barnet være til stede under samtalen, hvis der er andre børn. En god idé er at lade ham eller hende sidde på skødet med lidt legetøj, mens forælderen fortæller, for at give ekstra tryghed. Herunder er nogle råd til, hvordan en forælder kan gribe en samtale om sygdom an med sit lille barn. Du kan naturligvis også selv som sundhedsprofessionel bruge rådene, hvis du står i en situation, hvor du skal fortælle et lille barn om alvorlig sygdom.

  • Fortæl kort om sygdommen til barnet uden at give for meget viden og mange detaljer om sygdommen
  • Hold samtalerne korte med lidt information ad gangen – et lille barn kan ikke rumme for meget på én gang. Tag samtalen op løbende.
  • Giv barnet mulighed for at gå til og fra samtalen. Det er en måde, hvorpå barnet afleder sig selv og tager information ind i et tempo, som han eller hun kan magte.
  • Brug enkle, konkrete ord og undgå metaforer, når du fortæller. Det lille barn kan let misforstå metaforer og blive forvirret eller bange.
  • Det lille barn har i høj grad brug for at få de følelser, som han eller hun mærker, afstemt og spejlet hos dig. Hvis barnet f.eks. fornemmer, at forælderen er ked af det, kan forælderen hjælpe med at sætte ord på de følelser, som forælderen forestiller dig, at barnet har lige nu. ”Jeg kan godt forstå, hvis du bliver ked af det nu, for du kan nok mærke, at jeg også er ked af det”.
Kommunikation om sygdommen med børnehavebarnet (3-6 år)

Børn i denne alder vil ikke kunne forstå sygdom, som ikke kan ses. Det betyder dog ikke, at de ikke skal have viden om sygdommen. Børn har brug for at blive inddraget i fællesskabet – også i belastede situationer. Vær opmærksom på, at børns sprog i denne alder endnu ikke er helt udviklet, og at de forstår meget konkret og derfor nemt kan misforstå ord eller tillægge dem en anden betydning. Børn i denne alder gør sig deres egne forestillinger, der ofte bygger på fantasi og tilfældigheder. Herunder er nogle råd til, hvordan forældre kan gribe en samtale an med et børnehavebarn. Du kan naturligvis også selv som sundhedsprofessionel bruge mange af rådene, hvis du står i en situation, hvor du skal fortælle et børnehavebarn om alvorlig sygdom.

  • Fortæl kort om sygdommen til barnet uden at give for meget viden og mange detaljer om sygdommen. Fortæl gerne navnet på sygdommen for at gøre det mere konkret for barnet.
  • Hold samtalerne med barnet korte og giv lidt information ad gangen – barnet kan ikke rumme mange informationer på én gang. Tag samtalen op løbende.
  • Giv barnet mulighed for at gå til og fra samtalen, det hjælper barnet med at bearbejde de nye informationer.
  • Forklar barnet, hvor sygdommen sidder, brug bøger, dukker/bamser eller tegninger til at forklare.
  • Når du forklarer om sygdommen, brug da enkle, konkrete ord og undgå metaforer, som barnet let kan misforstå.
  • Spørg ind til, hvad barnet har forstået, og få rettet eventuelle misforståelser.
  • Spørg barnet, hvad det tænker om det, der er blevet fortalt.
  • Opfordr barnet til løbende at spørge og fortæl, at du vil svare åbent og ærligt på spørgsmålene.
  • Forsikr barnet om, at han eller hun ikke på nogen måde er skyld i sygdommen. Børn i denne alder kan tolke dårlige ting og begivenheder som straf, og kan let få dårlig samvittighed. De har derfor brug for at blive forsikret om, at det hverken er deres eller deres handlingers skyld, at deres forældre er blevet syge eller er døde.
  • Fortæl heltehistorier: ’Lægerne giver mor den stærkeste medicin’ eller ’Ambulancen kørte mor så hurtig den kunne til hospitalet’, så de ved, at der bliver gjort alt for, at mor kan få det bedre.
Kommunikation om sygdommen med skolebarnet (7-12 år)

Skolebørn begynder at kunne tænke logisk og forstå årsagssammenhænge og konsekvenser af deres egne og andres handlinger. Abstrakte begreber som ’længe’, ’død’ og ’altid’ begynder også at blive forståelige, og dermed bliver de mere bevidste om, hvad alvorlig sygdom og død kan betyde for dem selv og deres familie. Børn i denne alder begynder at kunne skelne mellem sygdommen og dens årsag, men det kan være svært at forholde sig til en sygdom, der ikke kan ses. Herunder er nogle råd til, hvordan forældre kan gribe samtalen an med et skolebarn. Du kan naturligvis også selv som sundhedsprofessionel bruge mange af rådene, hvis du står i en situation, hvor du skal fortælle et skolebarn om alvorlig sygdom.

  • Fortæl gerne barnet lidt detaljer om sygdommen.
  • Forklar barnet hvor sygdommen sidder.
  • Forklar og fortæl barnet i et konkret sprog, brug gerne et billede, en bamse eller lignende, hvis det er svært for barnet at forstå.
  • Forklar hvad lægerne gør for at hjælpe forælderen, f.eks. hvilken medicin forælderen får, hvor ofte forælderen skal tage den, hvor tit forælderen skal på hospitalet mv.
  • Spørg ind til, hvad barnet har forstået, og få rettet eventuelle misforståelser.
  • Spørg barnet, hvad han eller hun tænker om det, der er blevet fortalt.
  • Giv tid til spørgsmål, også over tid. Børn kan spørge om det samme mange gange.
  • Opfordr barnet til løbende at spørge og fortæl, at forælderen vil svare åbent og ærligt på spørgsmålene.
  • Forsikr barnet om, at han eller hun ikke har nogen andel i sygdommen.
Kommunikation om sygdommen med teenagere (13-18 år)

Teenagere forstår på niveau med voksne. Teenagere kan allerede have viden om eller kende til sygdommen, og vil typisk selv søge information på internettet eller fra andre, der har oplevet noget lignende. Dette kan være både godt og skidt, da oplysningerne kan være af svingende kvalitet, og teenageren nemt kan blive meget bekymret. Herunder er nogle råd til, hvordan en forælder kan gribe en samtale med en teenager an. Du kan naturligvis også selv som sundhedsprofessionel bruge mange af rådene, hvis du står i en situation, hvor du skal fortælle en teenager om alvorlig sygdom.

  • Giv teenageren så meget information om sygdommen, som han eller hun ønsker og kan rumme.
  • Giv løbende besked, når der sker nyt.
  • Lad være med at skjule noget for teenageren.
  • Fortæl at sundhedspersonalet gør alt for at hjælpe forælderen.
  • Giv dig god tid til at besvare teenagerens spørgsmål.
  • Opfordr teenageren til løbende at spørge og fortæl, at forælderen vil svare åbent og ærligt på spørgsmålene.

 

Børns krise- og sorgreaktioner

  • Ensomhed og forladthed
  • Angst, utryghed og bekymring
  • Tristhed
  • Længsel og savn
  • Vrede og aggression
  • Lettelse
  • Skyld
  • Håb og fortvivlelse
  • Trækker sig tilbage fra venner
  • Større sårbarhed
  • Regressiv adfærd, dvs. at barnet falder tilbage til tidligere udviklingstrin, og opfører sig som om det var yngre
  • Græder hyppigere, er mere irritabelt
  • Ekstra hensynstagen til forældre
  • Forceret udvikling og modning
  • Udvikler afhængighed
  • Hovedpine, mavepine og hjertebanken
  • Svimmelhed og kvalme
  • Søvnproblemer
  • Manglende energi
  • Appetitændringer
  • Nedsat koncentration
  • Fald i karakterer i skolen
  • Oplevelse af uretfærdighed og meningsløshed
  • Overbevisninger udfordres og ændres

Selvom det er normalt, at børn reagerer og også kan udvise kraftige reaktioner, er det alligevel vigtigt at være opmærksom på forskellige tegn på, at børn har svært ved at håndtere situationen. Nedenfor er nogle tegn på, at et barn kan have svært ved at håndtere situationen og har brug for mere hjælp. Husk på, at vurderingen altid skal ske med udgangspunkt i barnets personlighed og i, hvordan barnet var inden hændelsen skete.

Tegn på at børn har svært ved at håndtere situationen
  • Barnet trækker sig tilbage fra venner og voksne og isolerer sig over længere tid
  • Barnet udviser ingen reaktioner over længere tid
  • Barnets væremåde ændres drastisk og vedvarende, f.eks. ved at barnet udvikler adfærdsproblemer i skolen, børnehaven eller i vuggestuen
  • Barnet udvikler angstreaktioner
  • Barnet taler om at gøre skade på sig selv eller tage sit liv
  • Barnet reagerer med kraftige selvbebrejdelser
  • Barnets efterreaktioner er stærke og vedvarende
  • Barnet udviser kraftige fortrængningsreaktioner over tid
  • Barnet grubler konstant over det, der er sket
  • Barnet er overdrevent hensynsfuldt eller hjælpsomt
  • Barnet er overdrevent pessimistisk
  • Barnet stopper med at lege eller lave aktiviteter
  • Teenageren har et stort forbrug af alkohol og/eller narkotika

 

Generel støtte og inddragelse af net­værk

Alle børn har behov for ekstra omsorg og nærvær, når en af deres forældre bliver alvorligt syg eller dør. Nærvær handler oftest om, at barnet føler sig set og hørt. Det behøver ikke at være svært og energikrævende at give et barn nærvær og omsorg. Det kan være i de små ting i hverdagen, som at lægge puslespil, læse lektier, spise syltetøjsmadder, læse historier eller hygge sammen på sofaen. På de følgende sider kan du læse mere om, hvordan forældre kan støtte og hjælpe deres barn på et alderssvarende niveau. Nogle af rådene vil du også selv kunne bruge som sundhedsprofessionel, når du møder pårørende børn.

Støtte til dit lille barn (0-2 år)

Børn i denne aldersgruppe er de børn, der er mest afhængige af deres forældre og af tilknytningen til dem. Det lille barn reagerer med sorg på selv korte adskillelser fra deres omsorgspersoner, fordi de ikke har en særlig god tidsopfattelse. De kan reagere ved at blive klynkende, krævende, skrige og græde meget.

 

Råd fra sundhedspersonalet til forældrene

Opfordr forælderen til at være mest muligt sammen med sit barn

Små børn er generelt meget følsomme over for adskillelse fra deres forældre, fordi deres tidsfornemmelse ikke er så godt udviklet, og selv kortere adskillelser kan af børnene opfattes som tab. Det er derfor vigtigt, at forældrene prioriterer samvær med barnet højt. Hvis barnets behov for nærhed og tryghed imødekommes, vil barnet som regel relativt hurtigt normalisere sine reaktioner og adfærd. Ved indlæggelser kan det være ekstra vigtigt, at den indlagte forælder skaber ekstra tid sammen med barnet, når han eller hun kommer hjem fra hospitalet.

 

Opfordr forældrene til, at barnet kommer hyppigt på besøg ved indlæggelse

Ved at lade barnet komme hyppigt på besøg på hospitalet, hjælpes barnet til at opretholde kontakt til den indlagte forælder. Samtidig er det en måde at afmystificere behandlingen og hospitalet på. Det modvirker, at barnet bliver mere ængsteligt.

Det lille barn kan have glæde af at blive forberedt på besøget ved at forældrene fortæller om eller viser billeder af, hvordan der ser ud på stuen, hvordan den syge ser ud, hvilke forskellige apparater der er på stuen m.m. Hospitalet kan være et skræmmende sted for små børn, og ved at forberede barnet kan en eventuel angst mindskes, og det kan sikres, at oplevelsen ikke bliver for chokerende.

En anden god ide er, at barnet har lidt legetøj, en bamse, en sut eller et andet tryghedsobjekt med på hospitalet. Dette giver barnet mulighed for at aflede sig selv under besøget. Lad også gerne, hvis det er muligt, barnet ligge i sengen hos den indlagte forælder – det giver barnet nærvær og intimitet.

Lad gerne barnet ’bestemme’ hvor lang tid besøget skal vare. Et lille barn vil formodentlig ikke kunne rumme, at besøget varer alt for længe. Hellere flere korte besøg end få lange besøg, hvor barnet bliver uroligt og må tysses på.

Hvis besøg på hospitalet ikke er muligt

Hvis det ikke er muligt, at barnet kan komme på besøg på hospitalet, kan den forælder, der ikke er indlagt, vise hospitalet udefra og/eller vise billeder af det og af stuen. Barnet kan også se og ’snakke lidt’ med den indlagte forælder over Skype eller Facetime. Det er en anden måde at inddrage barnet på, og det mindsker følelsen af adskillelse.

 

Opfordr forældrene til at lade den normale hverdag fortsætte så vidt muligt, og skab pauser fra sorgen

Lad gerne barnets normale hverdag fortsætte med de daglige rutiner. Det skaber forudsigelighed og trygge rammer for barnet. Små børn bliver urolige, når hverdagen og deres nærmeste afviger for meget fra det normale. Afse også gerne tid til at lave sjove ting sammen, så der kommer pauser fra det svære. Pauser kan være små ting som f.eks. at se fjernsyn sammen eller tumle sammen.

 

Råd til forældre og sundhedspersonale

Beskriv de forandringer der sker for barnet

Selvom et lille barn endnu ikke har meget sprog, er det en god ide at beskrive de forandringer, der sker. Generelt er små børn glade for rutiner, og ved at beskrive forandringerne, kan barnet hjælpes med at være forberedt på de ændringer og afvigelser, der sker.

 

Inddrag barnets daginstitution

Kontakt barnets daginstitution og indvi dem i familiens situation. Hvis forældrene ikke selv har overskud til det, kan du som sundhedsprofessionel tilbyde at ringe og forklare situationen for daginstitutionen. Daginstitutionen har den daglige kontakt med barnet, og kan spille en central rolle i at hjælpe barnet i en svær tid. Samtidig kan det være vigtigt for daginstitutionen at blive inddraget, så de bedre kan forstå, hvis barnet for en tid opfører sig anderledes.

Hjælp barnet til at føle sig set og forstået

Små børn reagerer på en forælders alvorlige sygdom eller død. De reagerer også på de forskellige ændringer i vaner, rutiner og stemninger, som alvorlig sygdom og død kan afstedkomme. Forældre og andre voksne kan hjælpe deres barn ved at være opmærksomme på hans eller hendes reaktioner, og ved at fortælle barnet, at de godt kan se, at han eller hun f.eks. er klynkende eller ked af det, og komme med forslag til, hvad følelsen kan skyldes. De kan f.eks. sige: ’ Jeg kan godt se, at du er ked af det, måske blev du ked af, at mor ikke er hjemme’. På den måde føler barnet sig set og forstået.

 

 

Støtte til børnehavebarnet (3-6 år)

Børn i børnehavealderen er præget af magisk tænkning og opfatter sig selv som centrum i verden. Derfor kan de tro, at deres tanker, følelser og ønsker kan være årsag til, at far f.eks. er blevet syg. Børnene forstår ikke sygdom, som ikke kan ses, og forstår ikke døden som noget permanent.

 

Råd fra sundhedspersonalet til forældrene

Opfordr forældrene til at skabe mest mulig tid sammen med barnet

Små børn er generelt meget følsomme over for adskillelse, fordi deres tidsfornemmelse ikke er så godt udviklet. Selv kortere adskillelser kan af børnene opfattes som tab, og det er derfor en god ide, at forældrene prioriterer at være sammen med deres barn, i det omfang det er muligt. Hvis barnets behov for nærhed og tryghed imødekommes, vil han eller hun som regel relativt hurtigt normalisere sine reaktioner og sin adfærd. Ved indlæggelser kan det være ekstra vigtigt, at den indlagte forælder skaber ekstra tid sammen med barnet, når han eller hun kommer hjem fra hospitalet.

 

Opfordr forældrene til at barnet kommer på besøg ved indlæggelse

Ved at lade barnet komme hyppigt på besøg på hospitalet, hjælpes barnet med at opretholde kontakt til den indlagte forælder. Samtidig er det en måde at afmystificere behandlingen og hospitalet på. Det modvirker, at barnet bliver mere ængsteligt.

Hvis et barn selv giver udtryk for ikke at ville med på hospitalet, kan det være godt, at forældrene spørger ind til, hvad grunden er. Det kan skyldes fejlopfattelser. F.eks. kan et barn, der får at vide, at der er slanger i dets forælders seng tro, at det er levende slanger, og tør derfor ikke komme med på hospitalet.

 

Det er en god ide, at forældrene forbereder barnet på besøget ved at fortælle eller vise billeder af, hvordan der ser ud på stuen, hvordan den syge ser ud, hvilke apparater der er på stuen mm. Hospitalet kan være et skræmmende sted for børn, og forberedelse kan mindske den angst, der kan være forbundet med at tage på hospitalet og sikre, at oplevelsen ikke bliver for chokerende. Forældrene kan efter besøget snakke med barnet eller lege med barnet, så barnet får mulighed for at bearbejde sine indtryk.

Lad gerne børn tage et tryghedsobjekt med på hospitalet, f.eks. noget legetøj eller en bamse. Det giver barnet mulighed for at aflede sig selv under besøget. Lad også gerne barnet ligge i sengen hos den syge forælder, hvis det er muligt – det giver barnet nærvær og intimitet.

Lad gerne barnet ’bestemme’ hvor lang tid besøget skal vare. Barnet vil formodentlig ikke kunne rumme, at besøget varer alt for længe. Hellere flere korte besøg end få lange besøg, hvor barnet bliver uroligt og må tysses på.

 

Hvis besøg på hospitalet ikke er muligt

Hvis det ikke er muligt, at barnet kan komme på besøg på hospitalet, kan den forælder, der ikke er indlagt, vise hospitalet udefra og/eller vise billeder af det og af stuen. Barnet kan også se og snakke lidt med den indlagte forælder over Skype eller Facetime. Det er en anden måde at inddrage barnet på, og det mindsker følelsen af adskillelse.

 

Opfordr forældrene til at lade den normale hverdag fortsætte så vidt muligt, og skab pauser fra sorgen

Lad gerne barnets normale hverdag fortsætte med de daglige rutiner. Det skaber forudsigelighed og trygge rammer for barnet. Små børn bliver urolige, når hverdagen og deres nærmeste afviger for meget fra det normale. Barnets normale aktiviteter kan også fungere som et frirum – et sted hvor barnet kan få en pause fra den svære situation og føle sig normal. Afse også gerne tid til at lave sjove ting sammen, så der kommer pauser fra det svære. Pauser kan være små ting som f.eks. at se fjernsyn eller tumle sammen eller lege kildeleg.

 

Opfordr forældrene til at fortælle deres barn, at der altid vil være nogen, der passer på ham eller hende

Når et barn oplever alvorlig sygdom eller død, kan han eller hun nemt blive bekymret for, at andre vigtige personer i barnets liv også vil blive syge. Små børn kan være meget konkrete i deres bekymring og f.eks. bekymre sig om, hvem der skal følge barnet i børnehave, når mor er på hospitalet, eller om der er råd til at beholde ham eller hende, når mor ikke tjener penge.

Børn har brug for at blive forsikrede om, at der altid vil være nogen, der passer på dem, og at de ikke er alene. En forælder kan f.eks. sige: ’Når far ligger på hospitalet, så er mor der til at passe på dig og følge dig i børnehave’.  Berolig barnet, men undlad at lyve.

Forældre må gerne vise deres følelser til barnet

Hele familien påvirkes følelsesmæssigt, når alvorlig sygdom eller død rammer. En forælder behøver ikke at skjule sine følelser for sit barn, følelserne skal dog helst være under kontrol, så barnet stadig kan fornemme, at forælderen kan være der for og passe på ham eller hende. Børn kan typisk godt klare at se deres forældre være kede af det, hvis de bliver forsikret om, at de (forældrene) godt kan klare situationen, og stadig har følelsen af, at forældrene kan tage vare på dem og kan yde omsorg og tryghed.

 

Råd til forældre og sundhedspersonale

Giv barnet tilladelse til at lege, være glad og deltage i aktiviteter

Selvom barnet endnu ikke er så gammelt, kan han eller hun godt føle skyld eller få dårlig samvittighed. Børn tager let ansvaret for vanskelige situationer på sig, og stiller ofte meget store krav til sig selv. Den dårlige samvittighed kan f.eks. opstå, hvis barnet fortaber sig i en leg, når han eller hun ’burde’ være ked af det.

Det er derfor godt at fortælle barnet, at det er i orden f.eks. at gå til gymnastik, og at det er i orden at være glad, selvom mor er syg.  På den måde kan barnet hjælpes til at slippe den dårlige samvittighed.

 

Lad barnet hjælpe med små alderssvarende opgaver

Lad gerne barnet hjælpe med små alderssvarende opgaver. På den måde får barnet en følelse af at have betydning og være værdifuld. Det kan også være en måde for et barn at håndtere en eventuel følelse af magtesløshed på.

 

Snak med barnet og spørg ind til hans eller hendes tanker og følelser

Børn er gode til at skjule deres følelser for deres forældre, for ikke at gøre dem endnu mere kede af det eller være til besvær.  Forældre kan derfor let komme til at undervurdere, hvordan deres barn egentligt har det. Selvom et børnehavebarn endnu ikke mestrer sproget til fulde, er det derfor alligevel en god ide, at forældrene eller andre voksne spørger barnet om, hvilke tanker han eller hun har. Det er vigtigt, at forældrene eller andre voksne tør spørge, viser nysgerrighed og spørger igen, også selvom tilbuddet i første omgang bliver afvist. Ved aktivt at vise interesse, viser den voksne, at barnet ikke skal være alene med sine tanker og følelser.

En forælder eller anden voksen kan med fordel gribe muligheden for at tale med barnet, når barnet af sig selv spørger om emner relateret til sygdommen eller døden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at små børn kun kan rumme lidt ad gangen, og derfor kan finde på at lege videre eller tale om noget andet midt i samtalen. En forælder kan også skabe et rum – f.eks. om aftenen hvor tankerne typisk myldrer frem – til at få snakket med barnet om hans eller hendes tanker og bekymringer.

Når en forælder eller en anden voksen taler med et pårørende barn, så udvis empati og anerkend hans eller hendes følelser. Prøv ikke at tage dem væk eller negligere dem. Sig f.eks.: ’Det er i orden at være ked at det’, ’Det er normalt at være vred, men det går som regel over igen’ eller ’Jeg er her for at hjælpe dig’. Den voksne skal vise, at han eller hun kan rumme barnets følelser, og at barnet reagerer normalt på situationen.

 

Leg, tegn, og lav andre nonverbale aktiviteter med barnet

Det kan være svært at få adgang til et børnehavebarns tanker og følelser gennem det talte sprog. En anden måde, forældre eller andre voksne kan få adgang til et barns tanke- og følelsesverden på, er ved at lege med ham eller hende, læse bøger, tegne eller udføre andre kreative nonverbale aktiviteter. Gennem legen viser børn de tanker og følelser, som det kan være svært at sætte ord på, og giver derved de voksne mulighed for at forstå ham eller hende. Forælderen eller den anden voksne kan f.eks. bruge en tegning som udgangspunkt for en snak.

Hjælp barnet til at føle sig set og forstået

Børnehavebørn reagerer på en forælders alvorlige sygdom eller død. De reagerer også på de forskellige ændringer i vaner, rutiner og stemninger, som alvorlig sygdom og død kan afstedkomme. Det er ikke altid, de selv kan sætte ord på deres følelser og reaktioner og forklare, hvorfor de reagerer. Forældrene og andre voksne kan hjælpe et barn ved at være opmærksomme på hans eller hendes reaktioner og fortælle barnet, at de godt kan se, at han eller hun f.eks. er ked af det, og derefter komme med et forslag til, hvad følelsen kan skyldes. Den voksne kan f.eks. sige: ’ Jeg kan godt se, at du er ked af det, måske blev du ked af, at mor ikke er hjemme’. På den måde føler barnet sig set og forstået.

 

Inddrag barnets daginstitution

Kontakt barnets daginstitution og indvi dem i familiens situation. Hvis forældrene ikke selv har overskud til det, kan du, som sundhedsprofessionel, tilbyde at ringe og forklare situationen for daginstitutionen og aftale, at de ringer forældrene op. Daginstitutionen har den daglige kontakt med barnet, og kan spille en central rolle i at hjælpe barnet i en svær tid. Samtidig kan det være vigtigt for daginstitutionen at blive inddraget, så de bedre kan forstå, hvis barnet for en tid opfører sig anderledes.

Støtte til skolebarnet (7 til 12 år)

Børn i denne aldersgruppe begynder at kunne forstå begreber som død og sygdom. Omkring 7-års alderen begynder de at forstå døden som uigenkaldelig. Skolebørn er typisk empatiske og optagede af retfærdighed. De har stadig en meget konkret forståelse af verden, og har brug for ritualer, men kan nu i højere grad lukke sig inde med deres sorg. Når barnet er omkring 10 år, er det i stand til at tænke mere abstrakt og forstår dermed de mere langsigtede konsekvenser af sygdom og død. Det er naturligvis meget forskelligt fra barn til barn, og afhænger af det enkelte barns modenhed.

 

 

Råd fra sundhedspersonalet til forældrene

Opfordr forældrene til så vidt muligt at lade den normale hverdag fortsætte, og giv plads til pauser fra sorgen

Selvom barnets hverdag er ændret med alvorlig sygdom og død inde på livet, er det bedst, så vidt muligt, at holde fast i de normale rutiner og aktiviteter. Det skaber tryghed for barnet i en kaotisk tid. Selvom det kan være svært at stille krav til et barn i sådanne situationer, er det vigtigt, at forældrene fortsætter den normale form for opdragelse, da manglende rammer og struktur kan gøre barnet endnu mere usikkert. Det kan dog være i orden, at der f.eks. nogle dage under et sygdomsforløb bliver slækket lidt på kravene til barnet og bliver givet en fridag. Dog er det vigtigt at komme tilbage til den normale hverdag efterfølgende.

Normale aktiviteter kan også fungere som et frirum – et sted, hvor barnet kan få en pause fra den svære situation og føle sig normalt. Typisk har børn brug for mulighed for at få pause fra sorgen. Det er i pauserne, at børnene samler ny energi til at håndtere, at tingene for en tid er forandret derhjemme. Det er en måde at beskytte sig selv på mod alt det svære. Skab også gerne plads til sjove og festlige oplevelser sammen – både børn og voksne har brug for pauser.

Opfordr forældrene til at barnet kommer på besøg ved indlæggelse og evt. deltager i behandlingen

Lad meget gerne barnet komme på besøg på hospitalet, også selv om den syge forælder er bevidstløs. Hvis det er muligt, kan barnet også være med til en behandling. Besøg og deltagelse i behandlingen er en måde at opretholde kontakt til den syge forælder og samtidig en måde, hvorpå behandlingen og hospitalet kan afmystificeres. Samtidig modvirker det, at barnet forestiller sig det værste, bliver mere ængsteligt og ikke føler sig inkluderet.

Forældrene kan tale med barnet om, hvor ofte han eller hun har lyst til at komme med på hospitalet, hvor længe han eller hun synes, at besøget skal vare, og hvad det har lyst til at lave, når han eller hun er der. Det er en god ide, at forældrene forbereder barnet på besøget ved at fortælle, hvordan der ser ud på stuen, hvordan den syge ser ud, hvilke apparater der er på stuen med mere. Dette kan mindske den angst, der kan være forbundet med at tage på hospitalet og sikre, at oplevelsen ikke bliver for chokerende. Forældrene kan efterfølgende snakke om besøget med barnet, så barnet får mulighed for at bearbejde sine indtryk.

Hvis besøg på hospitalet ikke er muligt

Hvis det ikke er muligt, at barnet kan komme på besøg på hospitalet, kan den forælder, der ikke er indlagt, vise hospital udefra og/eller vise billeder af det, af stuen og eventuelt af behandlingen. En anden mulighed er at bruge Skype eller Facetime, hvor barnet kan se den indlagte forælder og tale med mor eller far under en indlæggelse. Det er en anden måde at inddrage barnet på, og det mindsker følelsen af adskillelse.

 

Opfordr forældrene til at fortælle deres barn, at der altid vil være nogen, der passer på ham eller hende

Når et barn oplever alvorlig sygdom eller død, kan han eller hun nemt blive bekymret for, at andre vigtige personer i barnets liv også vil blive syge. Børn har brug for ekstra tryghed og for at blive forsikret om, at der er nogen, der passer på dem, ligegyldigt hvad der sker. Sig f.eks.: ’Når far ligger på hospitalet, så er mor der til at passe på dig og tage dig til fodbold’. Berolig barnet uden at lyve.

Forældrene må gerne vise deres følelser til barnet

Hele familien påvirkes følelsesmæssigt, når alvorlig sygdom eller død rammer. Forældre behøver ikke at skjule deres følelser for deres barn, følelserne skal dog helst være under kontrol, så barnet stadig kan fornemme, at forældrene kan være der for og passe på ham eller hende. Børn kan typisk godt klare at se deres forældre være kede af det, hvis de bliver forsikret om, at de (forældrene) godt kan klare situationen, og stadig har følelsen af, at forældrene kan tage vare på dem og kan yde omsorg og tryghed.

 

Råd til forældre og sundhedspersonale

 

Giv barnet tilladelse til at lege, være glad og deltage i aktiviteter

Børn tager let ansvaret for vanskelige situationer på sig, og stiller ofte meget store krav til sig selv. Skolebørn er ofte meget empatiske og kan nemt føle skyld eller få dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed kan f.eks. opstå, hvis barnet fortaber sig i en leg eller en aktivitet, når han eller hun ’burde’ være ked af det.

Det er derfor godt, at forældrene eller andre voksne fortæller barnet, at det er i orden f.eks. at gå til fodbold, og at det er i orden at være glad, selvom mor er syg. På den måde kan barnet hjælpes med at slippe den dårlige samvittighed. Det er også en god ide, at forældrene eller andre voksne forklarer barnet, at det er normalt at svinge mellem at være glad og trist.

 

Snak med barnet, og spørg ind til hans eller hendes tanker og følelser

Børn er gode til at skjule deres følelser for deres forældre, for ikke at gøre forældrene endnu mere kede af det eller være til besvær. Forældre kan derfor let komme til at undervurdere, hvordan barnet har det. Det er vigtigt, at forældre og andre voksne tør spørge ind til barnets følelser, tanker og bekymringer. Den voksne skal være nysgerrig på, hvordan barnet tænker og har det, også selvom tilbuddet om snak i første omgang bliver afvist. Ved aktivt at vise interesse, viser den voksne barnet, at han eller hun ikke skal være alene med sine tanker, følelser og bekymringer. Nogle børn kan have tendens til at lukke ned, virke uberørte, trække sig tilbage på værelset og ikke ville tale – de kan have behov for at være private om deres tanker og følelser. Det betyder ikke, at de er ligeglade eller ikke vil tale, men de har brug for tid.

En måde en forælder eller en anden voksen kan hjælpe samtalen i gang på er ved at give udtryk for, at det er normalt at reagere som barnet gør, og at det ikke er unormalt at have de følelser og tanker, som han eller hun har. Den voksne kan f.eks. sige: ‘Mange børn bliver vrede, når deres far bliver syg’ eller: ’Mange børn tænker på, om det er deres skyld, at deres mor blev syg’.

Voksne kan også gribe muligheden for at tale med barnet, når barnet af sig selv spørger om emner relateret til sygdommen eller døden, eller de kan skabe et rum til at få snakket med barnet om hans eller hendes tanker og bekymringer – f.eks. om aftenen, hvor tankerne typisk myldrer frem.

Når en forælder eller en anden voksen taler med et pårørende barn, er det vigtigt at udvise empati og anerkende hans eller hendes følelser. Respekter barnets følelser, prøv ikke at tage dem væk eller negligere dem. Sig f.eks.: ’Det er i orden at være ked at det’, ’Det er normalt at være vred, men det går som regel over igen’ eller ’ Jeg er her for at hjælpe dig’. Vis, at du som voksen kan rumme barnet følelser, og at han eller hun reagerer normalt på situationen.

Alle børn har i forbindelse med forældres alvorlige sygdom, ulykke eller død brug for, at der er nogen, der tør lade virkeligheden være lige så tung, svær, fortvivlende og forandret, som den er. Det kan være svært blot at lytte, rumme og anerkende, da man som forælder og voksen ofte gerne vil kunne afhjælpe eller fjerne de svære følelser fra barnet. Men det er vigtigt, at tillade barnet at blive i den følelse, som han eller hun giver udtryk for – den voksne skal aflaste, ikke aflede. Det, at barnet siger følelserne højt og mærker, at forælderen eller en anden voksen kan rumme og anerkende dem, er i sig selv en hjælp for barnet.

Leg og tegn med barnet

En anden måde, som forældre og voksne kan få adgang til barnets tanke- og følelsesverden på, er ved at lege med ham eller hende, læse bøger, tegne eller udføre andre kreative aktiviteter. Gennem legen viser børn de tanker og følelser, som det kan være svært at sætte ord på, og giver derved de voksne mulighed for at forstå ham eller hende. En tegning kan f.eks. bruges som udgangspunkt for en snak.

Lad barnet hjælpe med små alderssvarende opgaver

Lad gerne barnet hjælpe med små alderssvarende opgaver. På den måde får barnet en følelse af at have betydning og være værdifuldt. Det kan også være en måde for barnet at håndtere en eventuel følelse af magtesløshed på. Det er dog vigtigt, at forældrene afstemmer opgaverne med barnet, da mange børn også kan føle det som en belastning, og barnet skal ikke udvikle sig til en lille voksen.

Hjælp barnet med at forstå sine reaktioner

Børn reagerer på mange forskellige måder i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Det kan for den voksne synes selvfølgeligt, at barnet reagerer på situationen, men barnet kæder ikke nødvendigvis sine reaktioner og følelser sammen med sygdommen. Det kan derfor være en god ide, at en forælder eller en anden voksen taler med barnet om hans eller hendes reaktioner og forklarer, at det er normalt at reagere – også med stærke følelser – i sådanne situationer. På den måde kan barnets hjælpes til ikke at føle sig forkert og mærkeligt.

Inddrag barnets skole og SFO

Kontakt barnets skole og SFO og indvi dem i familiens situation. Hvis forældrene ikke selv har overskud til det, kan du som sundhedspersonale tilbyde at ringe og forklare situationen og aftale, at de ringer forældrene op. Snak med barnet om, hvordan skolen og SFO bedst informeres og inddrages. F.eks. om forælderen skal fortælle sin søns eller datters lærer om situationen, eller om barnet hellere selv vil gøre dette, eller om det skal foregå på en helt tredje måde.

Skolen og SFO har den daglige kontakt med barnet og kan spille en central rolle i at hjælpe barnet i en svær tid. Samtidigt kan det være vigtigt for skolen og SFO at blive inddraget, så de bedre kan forstå, hvis barnet for en tid opfører sig anderledes og har det svært.

Støtte til teenagere

I ungdomsårene udvikles evnen til hypotetisk tænkning, men selvom teenagere i høj grad ligner voksne rent kognitivt, har de ikke den samme følelsesmæssige kontrol som voksne. De kan have svært ved at kontrollere stærke følelser, hvilket ofte kan være i konflikt med ønsker og forventninger om at fremstå voksent og selvstændigt. Teenagere begynder at danne deres egne normer og moralbegreber, hvilket kan føre til et opgør med forældrenes normer. Alvorlig sygdom og død stresser teenagere, og de kan opleve, at deres ungdomsliv bliver sat på standby.

 

Råd fra sundhedspersonalet til forældrene

Opfordre forældrene til at lade den normale hverdag fortsætte så vidt muligt, og giv plads til pauser fra sorgen

Selvom teenagerens hverdag er ændret med alvorlig sygdom eller død inde på livet, er det bedst så vidt muligt at holde fast i de normale rutiner og aktiviteter. Det skaber tryghed i en kaotisk tid. Selvom det kan være svært at stille krav til teenageren i sådanne situationer, er det vigtigt at fortsætte den normale form for opdragelse, da manglende rammer og struktur kan gøre ham eller hende endnu mere usikker. Det kan dog være i orden, at der er dage under et sygdomsforløb, hvor der bliver slækket lidt på kravene til teenageren, for eksempel i form af en fridag. Det er dog vigtigt at komme tilbage til den normale hverdag igen efterfølgende.

Normale aktiviteter kan også fungere som et frirum – et sted hvor teenageren kan få en pause fra den svære situation og føle sig normal. Typisk har teenagere brug for en mulighed for at få en pause fra sorgen, særligt i perioder hvor sygdommen fylder meget, eller savnet af det normale familieliv er stort. Det er i pauserne, at teenageren samler ny energi til at håndtere, at tingene for en tid er forandret derhjemme, og det er en måde, hvorpå man kan beskytte sig selv mod det, der er svært. Nogle finder pauser ved at opholde sig meget på deres værelse og høre musik, se fjernsyn m.m., mens andre bruger meget tid sammen med deres venner.

Skab også gerne plads til sjove og festlige oplevelser sammen – både børn og voksne har brug for pauser fra det alvorlige.

Forældre må gerne vise deres følelser til teenageren

Hele familien påvirkes følelsesmæssigt, når alvorlig sygdom rammer. Forældre behøver ikke at skjule deres følelser for teenageren, følelserne skal dog helst være under kontrol, så teenageren stadig kan fornemme, at forældrene kan være der for ham eller hende. Teenagere kan typisk godt klare at se deres forældre være kede af det, hvis de bliver forsikret om, at de (forældrene) godt kan klare situationen, og stadig har følelsen af, at forældrene kan tage vare på dem og yde omsorg. Ved at være åben om deres følelser, viser forældrene åbenhed og signalerer til teenageren, at han eller hun også kan vise og være åben om sine følelser.

Forældrene må dog aldrig lægge ansvaret for deres følelser og trøst over på teenageren. Hvis forældrene f.eks. bliver kede af det, mens teenageren ser det, er det vigtigt altid at forklare, at det ikke er hans eller hendes skyld.

Opfordr forældrene til at lave aftaler om opgaver i hjemmet

Rollerne kan ændre sig, når en forælder har en alvorlig sygdom, og øget ansvar kan særligt blive pålagt teenagere. Det er derfor vigtigt, at forældrene afstemmer opgaverne med teenageren og laver aftaler om, hvilke opgaver han eller hun vil påtage sig. Mange teenagere kan føle det som en belastning, og de skal ikke udvikle sig til små voksne. Opgaver i hjemmet kan dog også give noget positivt til teenageren i form af en følelse af at have betydning og være værdifuld. Det kan også være en måde at håndtere en eventuel følelse af magtesløshed for teenageren.

Besøg ved indlæggelse og deltagelse i behandling

Lad meget gerne teenageren komme på besøg på hospitalet, også selvom den syge forælder er bevidstløs. Hvis det er muligt, kan teenageren også være med til en behandling. Besøg og deltagelse i behandlingen er en måde at afmystificere behandlingen og hospitalet. Det betyder samtidig, at teenageren føler sig inkluderet og ikke skal være bekymret for, om forældrene skjuler noget.

Det er dog vigtig at afbalancere besøg og involvering i behandlingen, så teenageren på den ene side får mulighed for at opretholde sit eget liv, og på den anden side bliver inddraget i det omfang, som han eller hun kan magte. Forældrene kan tale med teenageren om, hvor ofte han eller hun har lyst til at komme med, og hvor meget han eller hun har lyst til at være involveret.

 

Råd til forældre og sundhedspersonale

Snak med barnet og spørg ind til hans eller hendes tanker og følelser

Teenagere er gode til at skjule deres følelser for deres forældre, for ikke at gøre dem endnu mere kede af det eller være til besvær. Forældre kan derfor let komme til at undervurdere, hvordan teenageren har det. Det er derfor vigtigt, at forælderen og andre voksne tør spørge ind til teenagerens følelser, tanker og bekymringer. Vis, at du som voksen er nysgerrig på, hvordan han eller hun tænker og har det, også selvom tilbuddet om snak i første omgang bliver afvist. Vis din aktive interesse for teenageren, og vis ham eller hende, at han eller hun ikke skal være alene med sine tanker, følelser og bekymringer.

For teenagerne er det en normal og naturlig proces at lukke ned eller trække sig tilbage. De kan have behov for at være private om deres tanker og følelser. Det betyder ikke, at de er ligeglade eller ikke vil tale, men de har brug for tid. I den situation kan du som voksen forklare, at du spørger, fordi du bekymrer dig. Prøv at finde en balance mellem at spørge ind til teenagerens tanker og følelser uden samtidig at presse for meget på.

En måde hvorpå en forælder eller en anden voksen kan hjælpe samtalen i gang er ved at give udtryk for, at det er normalt at reagere, som teenageren gør, og at det ikke er unormalt at have de følelser og tanker, som han eller hun har. F.eks. kan en voksen sige: ‘Mange unge mennesker bliver vrede, når deres far bliver syg’, eller: ’Mange unge mennesker får skyldfølelse, når deres mor bliver syg’.

Når en forælder eller en anden voksen snakker med en pårørende teenager, er det vigtigt at udvise empati og anerkende hans eller hendes følelser. Respekter teenagerens følelser, prøv ikke at tage dem væk eller negligere dem. Sig f.eks. ’Det er i orden at være ked at det’, ’Det er normalt at være vred, men det går som regel over igen’ eller ’ Jeg er her for at hjælpe dig’. Vis, at du som voksen kan rumme teenagerens følelser, og at han eller hun reagerer normalt på situationen.

Alle børn og unge har i forbindelse med forældres alvorlige sygdom, ulykke eller død brug for, at der er nogen, der tør lade virkeligheden være lige så tung, svær, fortvivlende og forandret, som den er. Det kan være svært blot at lytte, rumme og anerkende, da man som voksen oftest gerne vil kunne afhjælpe eller fjerne de svære følelser fra teenageren. Men det er vigtigt, at voksne tillader teenageren at blive i den følelse, som han eller hun giver udtryk for – den voksne skal aflaste, ikke aflede. Det, at teenageren siger følelserne højt og mærker, at en voksen kan rumme og anerkende dem, er i sig selv en hjælp for teenageren.

Tid med venner

Teenagere har særligt brug for tid alene og sammen med deres venner. Det er vigtigt, at teenageren har mulighed for dette, så han eller hun kan udvikle sig ligesom andre unge i løbet af teenageårene. Støtten fra venner betyder ofte meget for teenagere, men det er stadig vigtigt, at forældrene eller en anden voksen får talt med den unge om hans eller hendes tanker og følelser. Det er ikke tilstrækkeligt, at teenageren taler med vennerne om sine tanker og følelser.

Giv teenageren tilladelse til at deltage i aktiviteter og være glad

Selv om teenagere godt kan forstå, at de kan have brug fra pauser fra sorgen, være glade og deltage i normale aktiviteter, kan de alligevel ofte få dårlig samvittighed over ikke at være kede af det hele tiden. Det er derfor godt at fortælle teenageren, at det er i orden f.eks. at være sammen med vennerne og at være glad, selvom f.eks. mor er syg. På den måde kan teenageren hjælpes med at slippe den dårlige samvittighed. Det er også en god ide, at voksne forklarer teenageren, at det er normalt at svinge mellem at være glad og trist.

Hjælp teenageren med at forstå sine reaktioner

Teenagere reagerer på mange forskellige måder i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Det kan for voksne synes selvfølgeligt, at teenageren reagerer på situationen, men teenageren kæder ikke nødvendigvis sine reaktioner og følelser sammen med sygdommen. Det kan derfor være en god ide, at forældrene eller en anden voksen taler med teenageren om hans eller hendes reaktioner og forklarer, at det er normalt at reagere – også med stærke følelser – i sådanne situationer, og at der ikke er noget galt med dem. Det kan mindske teenagerens følelse af at være forkert og mærkelig. Hvis teenageren i en periode har svært ved at koncentrere sig i skolen og måske får lidt dårligere karakterer, kan forældrene eller en anden voksen også forklare, at det er naturligt og forståeligt.

Inddrag teenagerens uddannelsesinstitution

Kontakt teenagerens uddannelsesinstitution og indvi dem i familiens situation. Hvis forældrene ikke selv har overskud til det, kan du som sundhedsprofessionel tilbyde at ringe og forklare situationen og aftale, at de ringer forældrene op. Forældrene kan tale med teenageren om, på hvilken måde uddannelsesinstitutionen bedst informeres og inddrages. F.eks. om forælderene skal fortælle deres søns eller datters lærer om situationen, eller om teenageren hellere selv vil gøre dette. Uddannelsesinstitutionen har den daglige kontakt med teenageren, og kan spille en central rolle i at hjælpe ham eller hende i en svær tid. Samtidig kan det være vigtigt for uddannelsesinstitutionen at blive inddraget, så de bedre kan forstå, hvis teenageren for en tid opfører sig anderledes.

Netværkskort

Et netværkskort kan hjælpe med at afdække hvilke ressourcer og støtte, der er tilstede i familien og omgangskredsen. Formålet er på systematisk vis at afdække netværket omkring barnet eller den unge med henblik på at finde støtte til barnet eller den unge i situationen. F.eks. kan kortet anvendes som hjælp til at finde ud af, hvilke andre omsorgspersoner barnet eller den unge kan gøre brug af (f.eks. at tage i svømmehallen med), samt hvilke andre personer barnet eller den unge er tryg ved og kan åbne op om sine tanker og følelser overfor. Hvis du har at gøre med familier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen og måske ikke er gode til at inddrage de forskellige personer i deres netværk, kan du sammen med familien lave sådan et netværkskort,

Herunder er tegnet et eksempel på et netværkskort.  Hvis du skal hjælpe en familie med at lavet et netværkskort, kan inddelingen i familie, venner og bekendte, professionelle og øvrige beholdes. Familien kan evt. i samarbejde med dig udfylde hver ’firkant’ med de personer, der kan tænkes at være en støtte for familien. Støtte kan i den forbindelse tænkes som værende af både praktisk og emotionel karakter.

 

netværkskort

Pin It on Pinterest